Hvad er kunstens ærinde egentlig? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt? Spørgsmål kunsthistorien længe har beskæftiget sig med, men som bestemt også har samfundsmæssig relevans i dag.
For i en verden, hvor globale udfordringer som økonomi, migration og klima mere end presser sig på, er det relevant at stille spørgsmål ved kunstens rolle og berettigelse. For kan kunsten hjælpe os med at konfrontere de presserende globale udfordringer og i så fald hvordan?
Det er store spørgsmål som disse der bl.a. behandles på udstillingen ’Making Use: Life in Postartistic Times’ i Warszawa. Her undersøger den meget omfattende opsætning, hvad der sker når kunsten forlader museets hvide vægge og griber ud og forankre sig i den virkelige verden.
Nogle af de dokumenterede værker tager derfor form som sociale og urbane projekter, der er bundet op på cirkulære og bæredygtige principper. Andre værker kredser om systemkritiske tematikker, der søger et opgør med den traditionelle stringente organiseringsstruktur og i stedet forsøger at vise eksempler på fællesskaber der bygger på flydende og ’pop-up’-lignede tendenser.
Det er i høj grad kunstnere, der beskæftiger sig med alternative og uafhængige projekter der er repræsenteret på udstillingen samt de tilhørende seminarer og talks. Fælles for de udvalgte, er også værkernes tilstedeværelse i både den kunstneriske sfære og virkelighedes eller dagligdagens sfære. Ifølge udstillingens kuratorer, er det nemlig i dette møde mellem kunst og liv, kunsten bliver ’post-kunstnerisk’ og dermed også relevant.
Dansk cykelprojekt opdrager på borgerne
Fra Danmark var kunstnerkollektivet N55 repræsenteret på udstillingen med deres urbane cykelprojekt XYZ SPACEFRAME VEHICLES, som er cykler lavet af bæredygtige materialer i den forstand, at holdbarheden er længere end almindelige såkaldte ’kommercielle’ cykelprodukter. Der findes forskellige cykler i XYZ-serien, hvoraf flere er konstrueret så én cykel kan transportere flere personer eller transportere større genstande, hvilke er hele hensigten med projektet. N55 arbejder nemlig ud fra den overbevisning, at bilerne skal ud af byerne. Det er et fortidslevn som hører mindre demokratiske og mere brutale tider til. Bilkulturen skal derfor afvikles ved at introducerer flere smarte cykelløsninger.
Som et forsøg på at gøre op med samfundets kapitalistiske struktur, hvor vi, køberne ’konsumerer’ færdigproducerede produkter med lav holdbarhed, uden mulighederne og evnerne til at bygge vores egne produkter, har de publiceret manualerne for XYZ SPACEFRAME VEHICLES som ’Open Source’. På den måde skabes der mulighed for at ’købere’ kan blive ’skabere’, da man i kraft af manualerne kan bygge sin egen bæredygtige cykel. N55s cykelprojekt kan derfor anskues som en taktik, byens borgere kan benytte til at modarbejde og bryde med kapitalismens produktionssystem.
Det er en politisk taktik, hvor man som forbruger tager produktionen tilbage og på den måde genetablerer en styrke og en kontrol. For N55 handler det således om, at uddanne og opfordrer folk til at lære at mestre hverdagens teknologier og på den måde selv i højere grad blive i stand til at træffe valg i hverdag, som gavner byen og styrker medborgerånden.
Hvad er postkunst?
På den måde indskriver N55s XYZ SPACEFRAME VEHICLES som et socialpolitisk kunstprojekt sig i udstillingen i Warszawa. Det er kunst, der søger at gøre op med de strukturer der er bærende for samfundet og opgøret skal derfor foregå ude i verden og ikke kun på museet.
Det er en kunstform hvor kunst og liv smelter sammen, som bliver til et tredje – nemlig det udstillingen kalder ’Postkunst’. Med begrebet om det postkunstneriske henvises der på udstillingen til den polske kunsthistoriker Jerzy Ludwinski værk ’ Art in the Postartistic Times’ hvor han skrev allerede i 1970erne:
Igennem Ludwinski præsenterer udstillingen muligheden for, at kunst i dag skal række ud i vores ‘livssfære’ og på en måde, som ikke ligner den kunst vi kender fra museumssammenhængen. Holdningen synes at reflektere, at kunsten først bliver interessant, når den stopper med at være kunst, men transformerer sig til noget andet, som rykker ved de forståelser og strukturer der præger vores samfund.
Og i en verden hvor vi står overfor store globale udfordringer ift. migration, en skræntende økonomi, og miljømæssige trusler, virker det nærlæggende og vel egentlig passende, at også kunsten spiller ind med sine eksperimenterende, til tider utopiske løsningsforslag på selvsamme kollektive udfordringer.
Lise Skou skaber økonomiske modstrategier med kunsten
Exhange Library er en butik og cafe på trøjborg, som indskriver sig i en tanke omkring lokalproduktion.
Exhange Library er en butik og cafe på trøjborg, som indskriver sig i en tanke omkring lokalproduktion, hvor butikken fungerer på to måder; det ene er, at man i butikken kan låne ting. Man opretter altså et abonnement, betaler et lille beløb på månedsbasis, hvorefter man frit kan låne tøj og madproduktions-redskaber. Den anden del er at sætte lokalproducerede fødevarer i omløb, da det selvfølgelig ikke er muligt at ’låne mad’. I stedet for kan man komme og bytte mad ud i cafeen med noget man selv har lavet (f.eks. ved hjælp af de køkkenredskaber man har lånt i butikken). Lise Skou fortæller at målet er, at etablere en frigørelse fra det bestående støttesystem, ved at indføre en uafhængig kunstnerisk kapital.
Skous kunstprojekt skal altså være ’selvforsynende’ i den forstand at det ikke skal afhænge af kunstlegater osv. for at garantere værkets overlevelse. Derfor betaler man et medlemsbeløb på 35 kroner. for at kunne låne remedier og tøj i butikken – penge, som går til at aflønne de medarbejdere, som gerne vil deltage i projektet. Medlemmerne ejer, arbejder og driver på den måde ’Exhange Library’ og gør derved butikken uafhængig af de danske kunst-og kulturfonde. At medlemmer også kan blive lønnede arbejdere i butikken, er også et vigtigt socialøkonomisk aspekt ved projektet. Lise Skou fortæller:
Lise Skous værk er også postkunst i den forstand at det ligesom N55s cykelprojekt griber ind i vores hverdag med hverdagsgenstande (cykler, butikker, mad, tøj) og søger at ruske op i de systemer vi bygger vores tilværelse på, for i stedet at gøre opmærksom på alternative måder at tænke økonomi på. Og ifølge hende, er det her kunsten som spiller ind. For når man spørger hende om kunsten er død, hvis den er blevet til en dagligvarebutik, kan hun svare “nej, det er der kunsten har en funktion”
”Det handler om at etablere andre offentlige rum med kunsten – at etablere en anden virkelighed. Det bliver en form for modoffentligheder og modstrategier, der viser en alternativ måde at gøre tingene på. Hvis man bliver ved, ja så ophører det måske med at være kunst på et tidspunkt. Så er det måske blevet en reel butik, med en synlighed, som en del af offentligheden. Men det gør ikke noget. For så har man jo fået rykket ved nogle forestillinger omkring hvad normen er. Og det er kunstens virkelige ærinde; at udfordre normen.”