Poems by Kaspars Zalāns with translation
Kaspars Zalāns
***
I
atceries, dārgais, tas bija nesen –
bomāri dejoja valsi ar atspulgiem skatlogos,
skrejlapas veidoja zelta griezumu gaisā (virpuļvirtenēm vien),
bet mēs –
aplikuši brīvību kā kaklasaiti ar dzelkšņiem,
glupie, mīļumīgie un iekšupvērstie –
pumpurojāmies viens otrā:
guļamrajonu aizspogulija mūsu petri trauciņš,
dalītie izsmēķi mūsu pipetes.
mums šķita, ka gaidītā atspestīšana
tuvojas klusiem aligatora soļiem.
bet tagad – ir jau pusnakts.
cik ātri pagāja laiks.
ir jau pusnakts.
cik ātri pagāja gadi.
II
savas atmiņas sareizinot ar šo mirkli,
iegūstam nulli. klusums
mums pielīp kā aukstumpumpa jau ento reizi, izceļot,
bet nepadarot neparastus. pie mūsu kājām pilsēta
nokrēpojas, suņi aiz šķībdēļu sētas
rej sātaniskās vārsmas un ielas plūsmā
kā ūdensrozes Pripjatas peldbaseinā aug
sava likteņa apzīmogotie dzejnieki.
mums šķita, ka mēs turējām viens otru kā atslēgu
šai arvien rūkošajai cellei pēcpišas
sviedru sienām un logiem, ko aizzīmogojam
viens otra vārdiem.
tomēr vai mēs – naivzinošie, netēstie un vienmērnekadtagadneko gribošie –
maz jebkad varētu atslēgt to divkārt divu acu plīvuru,
ko slēja laiks?
***
Bosikam
„Faith is a heavy burden, do you know that?
It’s like loving someone in the dark who never comes, no matter
how you call.”
Ingmar Bergman, „The Seventh Seal”
I
Sākumā acis
[Saules dievs Ra, saules dievs Ra, saules dievs Ra,
es suminu Tevi!] –
Ķemertīreļa atvari,
divas simetriskas izvemta konjaka peļķes,
veikli pielietoti mizojamie nazīši
(es esmu rokoko skapītis, griez mani, griez);
tad nāšu saldējuma konusiņi
un lūpas
[čiri, čiri, zvirbulēn, čiri, čiri] –
lūpas–tu, lūpas–es, lūpas–nahuj, kaunumlūpas, lūpas (cerams) man.
Jā, tev ir taisnība, manu brīnum,
tas ir patiesi diezgan amazing –
šī ķīmija un hormoni
[piedod mums, kā mēs piedodam saviem tuvākajiem,
piedod man šos melus, Ra],
kas definē mūs kā binārais kods, kas ir mēs tikpat kā apsvilināts,
piemircis, dubļainā ceļmalā atstāts bezvāku un beznosakuma
manuskripts ir grāmata.
Mēs ciniski eiforiskie kā neizgulējušies Valstrītas japiji,
aizsmakušie trubadūri (я не люблю фатального исхода),
kompleksus kā pokemonu fiškas mainošie,
neveiklie un mulstošie kā ielene pārbaudes laikā;
mēs nezinājām, nezinām un visdrīzāk arī neuzzināsim,
bet, klausies, man ir teorija, mana teorija, pavisam vienkārša, dzi;
lūk, aktīvie elementi, vālodzīt:
1) Tava nagu sēnīte kā Sjerraleones dimanti.
2) Tavi trīs dienas netīrītie zobi – Kellogs Frosties bez piena.
3) Tavi padušu sviedri = manu padušu sviedri.
Gan jau, ka tu saproti, ko es neveikli saku, lamzak,
[Ra, sniedz man vēl pēdējo luminiscenci]:
tu esi diezgan forša,
un man patīk ar tevi kopā brokastot.
II
Nakts
Es domāju par tevi
izelpā, aprautā kunkstiena
nošu atslēgā, nagu atstātajā braila rakstā
uz delnas.
Tavā saļimušajā plecā – zemkājas sūnā, kritušajā
vējdzirnavas spārnā.
Es domāju par tevi pamestu baznīcu
izdauzīto fresku
radītajos sauleszaķīšos
un propagandā, ko švepst stacijas
tualešu nolupušais apmetums.
Es domāju par tevi sava vēdera ikrīta spazmās
un vakara piesvīdušajās zeķēs.
Tavā alvas kliedzienā, kas kā adata tulznu
notecina paštaisnumu.
Tajā punktā starp tavām lāpstiņām, pie kā
es pietauvojos, kad tu man uzgriez muguru.
Es domāju par tevi, kad mans prāts ir apēdis
manu prātu, mans prāts ir apēdis manu prātu, mans
prāts ir apēdis manu prātu.
Tu esi pats žēlīgākais saksofona vaids piesmēķētā
ostmalas bārā. Odi apdejo nakts laternas.
Tikai tu tā māki ski-bidi-bad-vavavāāā-titiraraaa-skvīīī
manā puskurlajā ausī.
Tu man iemet olīvu martini glāzē (man riebjas olīvas),
piemiedz ar aci un nozūdi pa divviru durvīm.
Tomēr no rīta tu mosties man blakus tieši 8.00,
no tavas mutes nāk salkanskābena, glaumena smaka.
Šķiet, ka no istabstūra dzirdu kādu aprautu skaņu.
Kā kāds noņemtu adatu no skaņu plates.
***
Danish translation
***
I
kan du huske, min skat, det var for nylig
at bumserne kom valsende med deres refleksioner i butiksvinduerne,
flyveblade lavede det gyldne snit i luften (stadig hvirvlende)
mens vi –
med friheden som et pigget slips om halsen,
dumme, kærlige og indadvendte som vi var –
knopskød i hinanden:
sovebyerne i landet bag spejlet var vores petriskål,
de cigaretskodder vi delte var vores pipetter.
vi troede at den forventede frelse
nærmede sig os med sagte alligatorskridt.
men nu er det allerede midnat.
hvor hurtigt tiden er gået.
det er allerede midnat.
hvor hurtigt årene er gået.
II
når vi ganger vores erindringer med dette øjeblik
er resultatet nul. for gud-hvilken-gang
klæber[1] tavsheden sig fast til os som et forkølelsessår, den fremhæver os
uden at gøre os ualmindelige. byen ved vores fødder
hoster op, hundene bag det skæve plankeværk
gør de sataniske vers og i gadens strøm
vokser digtere stemplet af deres egen skæbne
som nøkkeroser i en svømmepøl i Pripjat.
vi troede vi holdt hinanden som en nøgle til
denne skrumpende celle, til vægge og vinduer
af post-kneppe-sved som vi stempler
med hinandens navne.
men kan vi – naivtaltvidende, ubegavede[2] og altidaldrignuingentingønskende som vi er –
mon nogensinde låse det slør af to gange to øjne op,
som tiden rejste?
***
Til min strigle
„Faith is a heavy burden, do you know that?
It’s like loving someone in the dark who never comes, no matter
how you call.”
Ingmar Bergman, „The Seventh Seal”
I
Først er det øjnene
[solguden Ra, solguden Ra, solguden Ra,
vær hilset!] –
malstrømme i Kemeri-mosen,
to symmetriske pytter af opkastet cognac,
snedigt brugte skrælleknive
(jeg er et lille rokoko-skab, skær i mig, skær);
så kommer næseborenes iskegler
og læberne
[pip, pip, den lille gråspurv, pip, pip] –
læberne-du, læberne-mig, læberne-fuckyou, kønslæberne, læberne (forhåbentligt) til mig
Ja, du har ret, min vidunderlige,
det er godt nok amazing –
denne kemi og disse hormoner
[forlad os, som vi forlader vores nærmeste,
forlad mig denne løgn, Ra],
som definerer os som den binære kode, som er os, ligesom et svedent,
gennemblødt manuskript, omslagsløs og titelløs efterladt
i vejkantens mudder er en bog.
Vi, som var kynisk høje som søvnige Wall Street yuppies,
hæse troubadourer (jeg bryder mig ikke om et fatalt udfald[3]),
dem der bytter deres komplekser som Pokemon-mønter[4],
dem der er kejtede og forvirrede som en luder under inspektion;
vi vidste ikke, ved stadig ikke og kommer aldrig til at vide,
men, hør her, jeg har en teori, og den er helt enkel;
de her er de aktive ingredienser, min pirol[5]:
- Din neglesvamp er som diamanter fra Sierra Leone.
2) Dine tænder som du ikke har børstet i tre dage er som Kellogg’s Frosties uden mælk.
3) Din armhulesved = min armhulesved.
Du forstår det nok, hvad jeg prøver at sige, du kluntede,
[Ra, giv mig lige den sidste luminiscens]:
du er ret cool,
og jeg holder af at spise morgenmad sammen med dig.
II
Nat
Jeg tænker på dig
i din udånding, i G-nøglen
for dit afstumpede støn, i neglenes punktskrift
i håndfladen.
I din synkede skulder – i mosen under fødderne, i den
faldne vindmøllevinge.
Jeg tænker på dig i genskæret
fra knuste glasmalerier
i forladte kirker
og i propaganda hvæset ad den afskallede puds
på hovedbanegårdens toiletter.
Jeg tænker på dig i mine morgenlige mavekramper
og aftenernes svedsokker.
I dine tinskrig, som dræner éns egenrådighed
som en nål stukket i en vabel.
I det punkt mellem dine skulderblade, hvor jeg
lægger til[6], når du vender ryggen til mig.
Jeg tænker på dig, når mit sind har slugt
mit sind, mit sind har slugt mit sind, mit
sind har slugt mit sind.
Du er det mest jamrende saksofonhulk på det tilrøgede
værtshus på havnen. Myg danser omkring nattelygter.
Der er ingen som kan ski-bidi-bad-vavavaaa-titiraraaa-skviii-e som dig
i mit halvdøve øre.
Du smider en oliven i mit Martini-glas (jeg hader oliven),
du blinker til mig og forsvinder ud ad den franske dør.
Om morgenen vågner du trods alt ved siden af mig præcis kl. 8.00,
der kommer en sødsyrlig, slimet lugt fra din mund.
Jeg hører vist en afstumpet lyd fra et hjørne i værelset.
Det er som om nogen fjerner en nål fra en vinylplade.
Translation from Latvian by Inga Mežaraupe and Amalie Sørensen
[1] på lettisk har ordet “pielīp” to betydninger: klæbe sig til noget / smitte nogen med noget
[2] stærkere, grænsende med: idiotiske
[3] russisk, citeret Vladimir Vysotsky´s digt: https://www.culture.ru/poems/18840/ya-ne-lyublyu
/ sang: https://www.youtube.com/watch?v=sQHNPEy6uc4
- så det må være referance til Vysotskys hæse stemme
[4] det er samlerobjekte som kan bruges til spil. I 90erne kunne man få dem fx når man købte chips: https://spoki.lv/foto-izlases/Pokemonu-fiskas/396723
[5] på lettisk er der en meget stærk feminin tiltrækning ved denne fugl
[6] som i en havn